
Arrangement
Den yderste grænse
Information
Andreas Mogensen skal tilbage til rummet. De vildeste danske eventyrere står på scenen i Planetariekuplen i selskab med Danmarks egen astronaut. De vil fortælle historier fra ”Den yderste grænse”. Et bogprojekt om vilde pionere, opdagelsesrejsende og ekspeditioner. Billetten er inkl. bogen ”Den yderste grænse”, som det vil være muligt at få signeret af aftenens eventyrer.
Eventyret findes. Rundt om hjørnet, i rummet, på toppen af et bjerg, i krigszoner og på kanten af verden.
24. marts blev det annonceret, at Andreas Mogensen, den danske ESA-astronaut, skal seks måneder i kredsløb om Jorden, opleve 16 solnedgange i døgnet og skubbe grænserne for menneskekroppen i konstant vægtløshed.
I anledningen af bogudgivelsen ”Den yderste grænse” gæster Andreas Mogensen Planetariekuplen to aftener i træk, hvor han sammen med udvalgte nulevende danske eventyrere vil give dig indblik i fantastiske fortællinger fra oplevelser på kanten af verden.
Hvad driver Marie Stoubæk og Kenneth Bruun Jørgensen til at krydse kontinenter på cykel? Hvorfor bestiger Jakob Urth de stejleste bjergsider? Hvad får sejler Anders Bilgram til at trodse ishavet i en åben jolle? Og hvilken frihed er det piloten Simone Aaberg Kærn oplever når hun flyver?
”Den yderste grænse” beskriver de mest fascinerende danske og udenlandske opdagelsesrejsende og eventyrere. Bogen samler historien om en række mænd og kvinder, som gik til den yderste grænse og nogle gange ud over den. Nogle drog ud for fædrelandet eller videnskaben, andre for berømmelsen eller for at udfordre sig selv. Fælles for dem var: De brød med, hvad folk troede var muligt. De gjorde det på deres egen måde og tegnede selv stregerne på kortet. I bogen følger vi de første, der krydsede Indlandsisen på ski, vi er på hest fra Mongoliet til Danmark og ulovligt i luftballon over Moskva. Vi er med tømmerflåde over Stillehavet, med Inuit-kvinden Arnarulunnquaq på verdens længste slæderejse og meget, meget mere.
/ Bjørn Harvig er tidligere formand for Eventyrernes Klub og har samlet bogens historier, som bliver fortalt af museumsinspektører, journalister, videnskabsfolk, forfattere og eventyrere. Bogen bygger på podcasten af samme navn, der har Bjørn Harvig som vært og blev tildelt Ritzau Prisen 2021.
/ Andreas Mogensen blev i 2015 sendt 10 dage til Den Internationale Rumstation ISS og er nu blevet udvalg til endnu en mission i 2023 eller 2024, hvor han som den første ikke-amerikaner skal være pilot på SpaceX-kapslen Dragon.
/ Anders Bilgram sejlede gennem otte år rundt om Nordpolen i en åben jolle sammen med en grønlænder og en russer. Hør om den vanvittige idé og tur.
/ Marie Stoubæk og Kenneth Bruun Jørgensen stak i 2017 afsted på en ekstraordinært lang rejse på cykel. De startede i Ildlandet i Argentina. Efter knap to års rejse havde de krydset to kontinenter og tilbagelagt 30.000 kilometer, før de nåede Ishavet i det nordlige Canada.
/ Simone Aaberg Kærn er pilot og kunstner. I 2002 fløj hun fra Danmark til Afghanistan gennem en krigszone i et lille propelfly. Simone havde nemlig hørt om en ung afghansk kvinde, som gerne ville være pilot.
/ Jakob Urth har gennem mere end 20 år dyrket sin passion for bjerge og er i dag Danmarks mest aktive og succesfulde bjergbestiger.