
Udstilling
Saturns Ringe
Ringe af glas
Saturn er planeten, der bliver ved med at give. Omkranset af hele syv ringe. Sekskantede orkaner. Spændende måner, der sætter tanker i gang om liv i rummet.
Ringsystemets dynamiske struktur består af millioner og atter millioner partikler, isklumper og klippestykker.
Udforsker man de mange ringe, kommer tomrum, mellemrum og bølgende bevægelser til syne – hver ring formes og æltes af tyngdekraften fra Saturn og planetens utallige måner.
Ringene er også flygtige. I kosmisk sammenhæng eksisterer de blot i et kort øjeblik. Heldigvis kan vi mennesker nyde ringene længere, idet de først forsvinder fra vores syn om flere millioner år.
Udstillingen er udformet af kunstnerduoen FOO/SKOU.

D Ring
Tættest på Saturns skydække ligger den smalle, næsten gennemsigtige D ring. Partiklerne i ringen består af mikroskopiske stykker is, dækket af mørkt støv. Ringen er så svær at se, at den først blev opdaget, da rumsonden Voyager 1 passerede Saturn i 1980.
Hvert sekund forsvinder store mængder is og støv fra D ringen. Materialet falder som regn på Saturns atmosfære. Netop dette er grunden til, at Saturns ringe ikke varer evigt.
Kunstnernes beskrivelse
FOO/SKOU’s glasfortolkning af den smalle, næsten gennemsigtige D ring består af en gråblå og lyseblå marmorering trukket ud på en bund af hvid med et ydre lag af sand. Nærmer du dig D ringen, vil du opleve et rytmisk lydunivers af vokale loops, der understreger starten og slutningen på den cirkulære bevægelse igennem ringene.

C Ring
Saturns C ring er mørk og næsten gennemsigtig.
Ringen påvirkes konstant af Saturns tyngdekraft, hvilket skaber bølger i den tynde C ring. Ved at undersøge ringens bølger og struktur har forskere opnået ny viden om Saturns indre. Bølgerne i C ringen minder nemlig om seismologiske bølger her på Jorden, og vidner om, at Saturns kerne ikke er fast, men nærmere en tyk suppe af is, sten og flydende gasarter.
Kunstnernes beskrivelse
FOO/SKOU’s glasfortolkning af den mørke og bølgede C ring består af flere toner af mørke farver, der er trukket ud i glasset i striber og i en bølget form med et sidste glaslag rullet i sand. I glasskulpturens lydunivers hører du melodiske vokale loops. Bevæg dig gennem melodierne – forlæns eller baglæns – hurtigt eller langsomt.

B Ring
Kigger du på Saturn gennem et lille teleskop, vil B ringen være noget af det første, du får øje på. Af Saturns syv ringe er dette den klareste. I ringen ligger støvpartikler og isklumper meget tæt og kredser om planeten – nærmest som mange mindre separate ringe.
B ringens yderste grænse brydes af Cassinis deling. Et tomrum, der dannes af tyngdekraften fra Saturns måne Mimas. B ringens kant mod tomrummet flosses og danner områder med strukturer mere end to km høje.
Kunstnernes beskrivelse
I FOO/SKOU’s glasfortolkning af B ringen er der pustet meget mere luft ind i ringen end i de andre ringe, idet B ringen er den største af de indre ringe. Den transparente farve på en bund af opal skaber en massiv og klar ring. Formen har karakterfulde bølgede områder. For at formidle ringens komposition af støvpartikler og isklumper er der arbejdet med at skabe strukturer, krakeleringer og luftbobler gennem brug af popcorn, ris, mel, vand og pulverfarve. Bevæger du dig tæt på glasskulpturen, oplever du vokale loops af toner, der tilsammen danner harmonier som ringe i ringe.

A Ring
Allerede i det 17. århundrede kunne man med teleskoper se, at Saturn ikke bare har én, men flere ringe. A ringen er en af de klareste ringe, og var derfor også en af de første ringe, som blev observeret.
A ringen består primært af større og mindre klumper af is, og reflekterer derfor en stor del af det sollys, som rammer den. Blandt de mange partikler gemmer sig også en del småmåner. To af disse, Pan og Daphnis, har skabt karakteristiske mørke linjer i den ellers lyse A ring.
Kunstnernes beskrivelse
I FOO/SKOU’s glasfortolkning af den klare og stribede A Ring formidler ringens komposition af støvpartikler, isklumper og måner ved strukturer og luftbobler, som er lavet med popcorn, ris, mel, vand og striber af orange og creme brun. Bevæger du dig tæt på glasskulpturen, har FOO/SKOU arbejdet med vokale loops af små melodier, der opstår, når du bevæger dig gennem melodierne – forlæns eller baglæns – hurtigt eller langsomt.

F Ring
Saturns smalleste ring holdes på plads af hyrdemånen Prometheus. Månens tyngdekraft sørger både for, at ringpartiklerne forbliver i deres bane og skaber en spiral-lignende struktur.
Ringen er den mest foranderlige af de syv ringe og har områder, som ændrer udseende og form med blot få timers interval. Man antager, at F ringen gemmer på flere småmåner, som i samspil med Prometheus bidrager til F ringens turbulente udseende.
Kunstnernes beskrivelse
FOO/SKOU’s glasfortolkning af den smalle og dynamiske F Ring består af lilla og violette farver, der er trukket ud i striber. Ved delvist at dyppe det rødglødende glas i vand, samt tilføre popcorn, ris og mel, skabes særlige strukturer og luftbobler, der formidler F ringens komposition af støv os is. Nærmer du dig glasskulpturen, vil du i interaktion med objektet skabe vokale loops af toner, der tilsammen danner harmonier som ringe i ringe.

G Ring
Saturns måske mest mystiske ring. Diffus og næsten usynlig, består G ringen af mikroskopiske støvpartikler – bortset fra ét enkelt område, hvor større stykker is ophobes.
Med rumsonden Cassini er vi blevet klogere på G ringens is-bue. Isklumperne er muligvis resultatet af en ødelagt småmåne, som nu holdes i skak af månen Mimas.
Kunstnernes beskrivelse
FOO/SKOU’s glasfortolkning af den næsten usynlige G Ring er skabt af klar glas, med en kerne af lys blågrå farve. For at give en fornemmelse af G ringens is og støv er der skabt luftbobler med popcorn, og de forskellige lag i glasset er rullet i ris, sand og mel – og til sidst dyppet i vand. Bevæger du dig rundt om glasskulpturen, vil du skabe vokale loops af små melodier. Bevæg dig gennem melodierne for at skabe interessante lydbilleder.

E Ring
Som en sky af små stykker is kredser E ringen om Saturn, som både den fjerneste og største ring af dem alle. Undersøgelser af E ringen viser, at den udover vand også består af ammonium, silikater og kuldioxid.
Indhyllet i ringen ligger planetens sjettestørste måne, Enceladus. Gejsere på månens isdækkede overflade tilføjer konstant nyt materiale til E ringen. I dag mener man, at Enceladus er den eneste årsag til, at ringen kan fortsætte med at eksistere.
Kunstnernes beskrivelse
I FOO/SKOU’s glasfortolkning af den store og sky-agtige E ring er der pustet luft ind i glasset for at skabe en massiv ring. Ringens farve er inspireret af dens kemiske sammensætning. For at formidle ringens komposition af støvpartikler og isklumper, samt gejsere på månen Enceladus, er der i skabelsen af glasskulpturen konstant tilføjet nyt materiale. Popcorn, ris, sand, mel og pulverfarve i de indre glaslag, samt vand på de ydre lag skaber strukturer og luftbobler. Gå tæt på glasskulpturen og oplev de små rytmiske vokale loops, der understreger ringens rytmiske bevægelse.

Credits
FOO/SKOU: Louise Foo og Martha Skou
Vokalister: Josephine Philip, Hannah Schneider, Maria Køhnke, Kristina Holgersen, Sharin Foo, Mathias Hjortdal, Molly Foo, Louise Foo, Martha Skou
Glaspuster: Jason Blak Bengtsson
Keramisk konsultation: Helle og Anna-Lica Hansen
Software og teknologi: Hjalte Hjort
Installationsopbygning: Nicolaj Spangaa & Tan Vargas

Udstillinger
Læs mere

Aktiviteter for hele familien
Læs mere

Jernmeteoritten Agpalilik
Agpalilik er et stykke af den berømte jernmeteorit Cape York, som styrtede ned for flere tusinde år siden, i Baffin Bugten, som også ligger i det nordvestlige Grønland.
Meteoritten blev i 1963 opdaget af den danske forsker, Vagn Fabritius Buchwald, som fik Agpalilik fragtet med tilbage til København.
Læs mere