
Udsolgt
Stormagtsdrømme / Kina i rummet
Stormagtsdrømme / Kina i rummet
Information
Kinas tilstedeværelse i rummet er ikke ny. Deres første raketter blev sendt af sted i 1970’erne, og i 2003 udførte de som det tredje land i verden en bemandet rummission. Siden har kineserne både sendt snesevis af satellitter af sted, udviklet en rumstation og haft flere sonder på Månen.
Seneste skud på stammen er missionen, Tianwen-1, der blev sendt af sted i sommeren 2020 med retning mod Mars, hvor den gik i kredsløb den 10. februar 2021. Senere vil den lande med en rover, som skal udforske et område, hvor man tidligere har fundet store mængder is under overfladen.
Men hvilken teknologi baserer Kina sit rumprogram på, og hvorfor gør de det? Det er de spørgsmål, som vi vil stille skarpt på denne aften. Til at hjælpe os har vi Kina-ekspert og lektor ved Forsvarsakademiet, Camilla Tenna Nørup Sørensen, og professor i rumteknologi fra DTU Space, John Leif Jørgensen, der vil give hver deres vinkel på Kinas ambitioner om at indtage rummet.
Kinas selvforståelse som Riget i Midten er omdrejningspunktet for deres rumprogram. Styret vil vise verden og den kinesiske befolkning, at Kina ikke står tilbage med hensyn til at udforske og indtage rummet, hvor det erklærede mål er at være førende inden for de næste 10 år.
Rummet er, sammen med det dybe hav og de polare egne, kamppladsen for stormagtskonkurrencen i det 21. århundrede. Camilla Tenna Nørup Sørensen vil etablere rammen for at forstå Kinas ambitioner i rummet, set i lyset af rigets udvikling de sidste 40 år, den indenrigspolitiske dagsorden og de stormagtspolitiske bevæggrunde. Hvad er det, der får et land som Kina til at bruge milliarder på at sende missioner til det ydre rum, når store dele af landets befolkning fortsat lever i fattigdom?
Efter Camilla Tenna Nørup Sørensen har sat den historiske og (stormagts-)politiske ramme for Kinas rumprogram, byder vi velkommen til John Leif Jørgensen, der er professor i rumteknologi ved DTU Space.
John Leif Jørgensen vil tage os et spadestik dybere og indvie os i, hvad Kinas rumprogram indeholder, hvad kineserne kan, og hvor de er på vej hen. John Leif Jørgensen samarbejder både med NASA, ESA og flere højtestimerede, kinesiske forskere. Det har givet ham indsigt i Kinas rumprogram på mange fronter – både det videnskabelige og teknologiske, der bestemt ikke står tilbage for hverken NASA eller ESA’s formåen, når det gælder om at bygge enorme teleskoper, raketter og rumstationer.
Vær med denne aften hvor vi folder Kinas rumambitioner ud og dykker ned i, hvordan Riget i Midten måske snart er riget i midten af universet.