
Arrangement
Når du ser et stjerneskud / Perseiderne
Information
På en almindelig, skyfri aften kan du være heldig at se et stjerneskud eller to, men når en stor meteorsværm er over os, kan du opleve op mod 100 stjerneskud – i timen!
Denne søndag slår vi dørene op til en stjerneskudsspækket dag for hele familien, når Planetarium bliver indtaget af årets største meteorsværm Perseiderne.
Vi sætter spot på stjerneskuddene. Hvad sker der, når du ser et stjerneskud? Hvor kommer de fra? Og hvordan får du de bedste chancer for at se dem?
Din oplevelse starter med en hæsblæsende rumrejse i Planetariekuplen. Du bliver sendt med på stjerneskuddenes vilde rejse fra det yderste af vores solsystem, helt tæt på den glohede sol og på en farefuld færd ned gennem Jordens atmosfære.
Tilbage på Jorden skal vi undersøge, hvad der får stjerneskud til at lyse op i atmosfæren, og hvilke flotte farver de kan have. Den bedste måde at finde ud af det på er at lave et eksperiment. Uden at afsløre for meget, kan vi godt love, at der kommer til at være ild!
Efter rumrejsen i Planetariekuplen kan du gå på opdagelse i vores udstillinger, hvor du møder Planetariums formidlere, der viser seje stjerneskudsforsøg. Her kan du blandt andet opleve, hvordan en iskold komet på minus 200 grader smager – hvis altså den var lavet af kage.