
Udsolgt
Liv på Mars? / Foredraget er aflyst
Liv på Mars? / Foredraget er aflyst
Information
Et meget væsentligt spørgsmål i naturvidenskaben kredser om livets oprindelse, og hvorvidt liv måske kan være opstået andre steder end på Jorden.
Der bygges i øjeblikket teleskoper og instrumenter, som i de nærmeste årtier vil være i stand til at finde livstegn i atmosfærer på de nærmeste exoplaneter.
Også i Solsystemet findes måner og planeter, hvor det i princippet er muligt, at liv kan have udviklet sig. Den mest oplagte kandidat er dog nok planeten Mars – det er i hvert fald den, som er lettest at besøge og undersøge – og blandt andet derfor, er hele tre nye missioner blevet sendt mod Mars i 2020. Nu venter vi bare på, at missionerne ankommer på stribe i starten af 2021.
Aftenens foredragsholder, Morten Bo Madsen, lektor og planetfysiker ved Niels Bohr Institutet, har deltaget i alle NASA’s rover-missioner til Mars. Lige fra Mars Pathfinder landeren i 1997, Spirit og Opportunity i 2003, Phoenix-landeren i 2007 og til Curiosity i 2011. Under disse missioner har han været med til at identificere kilden til de magnetiske egenskaber hos støv og jord på Mars, bidraget til opdagelsen af vand-is i undergrunden og påvist, at der engang har været floder i Gale-krateret på Mars.
Morten Bo Madsen deltager i tre ud af syv eksperimenter på NASA’s nye Mars-rover, Perseverance, der blev sendt afsted den 30. juli 2020 og forventes at lande i Jezero-krateret den 18. februar 2021. Her skal roveren blandt andet indsamle omkring 35 små boreprøver, som skal bringes tilbage til Jorden af en ny mission i 2031. Morten Bo Madsen vil tage os med bag overvejelserne omkring, hvilke prøver man vælger og hvorfor netop Jezero-krateret er interessant i forhold til spørgsmålet om liv på Mars.
Derudover vil Morten Bo Madsen sætte ord på de potentialer eksperimentet MOXIE giver for fremtidige bemandede rummissioner. Planen er nemlig, at MOXIE skal udvinde ilt fra kuldioxiden i Mars’ atmosfære, for at finde ud af om det er en mulig løsning, når vi en gang skal sende astronauter til den røde planet.
Efter foredraget viser vi filmen ”Vores smukke solsystem”, som både handler om mere end 50 års udforskning af vores solsystem og fremtidens planer om at sende mennesker til Mars.
Læs mere
Morten Bo Madsens årskriftartikel på Carlsbergfondet: Jagten på spor efter liv på Mars intensiveres
NASAs hovedside for Mars-missionen 2020: mars.nasa.gov/mars2020/
__________________
Foredraget er desværre aflyst grundet myndighedernes påbud om nedlukning i forbindelse med COVID-19.
Købte billetter til arrangementet refunderes.
Vi beklager besværet og håber på din forståelse i denne ekstraordinære situation.
Hold øje med planetarium.dk for nye arrangementer
Vi glæder os til at kunne byde dig/jer velkommen.