
Udsolgt
Architectural Guide to the Moon
Architectural Guide to the Moon
Information
Vær med, når vi fejrer København som arkitekturhovedstad med et helt særligt tilrettelagt arrangement i Planetariekuplen.
Bygningsværker og arkitektur på Månen lyder måske som noget taget direkte ud af science fiction, eller som noget der hører til i en fjern fremtid. Denne aften vil vi dog opdage, at rum-arkitektur er meget tættere på nutidens verden, end vi går og tror.
Paul Meuser, forfatter til bøgerne “Architectural Guide: Moon” and “Atlas of Space Rocket Launch Sites”, gæster vores ikoniske Planetariekuppel til et kombineret foredrag og planetarieshow om, hvordan rumfart baner vejen til at føre arkitektur med hele vejen videre til Månen eller endda Mars.
Til hverdag beskæftiger Paul sig med både robotteknologi og forfatteri, men må siges at være en mand af mange talenter – og interesser – med uddannelser indenfor både teknologi, kultur og arkitektur i bagagen.
Paul arbejder i grænselandet mellem ingeniørkunst og design og mener, at arkitektur har været en del af rummet siden menneskets første færd udenfor Jordens atmosfære – fra rumkapløbet i 1960’erne til fremtidens planer om byggerier på Månens overflade.
Men hvordan designer man bygninger til et miljø uden tyngdekraft?
Hvad kan vi forvente af fremtidige byggerier i rummet?
Og hvordan definerer man arkitektur i første omgang?
Ifølge arkitekten Hans Hollein er svaret på det sidste spørgsmål enkelt: Alt er arkitektur.
Denne aften følger Paul Meuser netop denne tankegang og vil gøre os klogere på dele af den avancerede bygningskunst, der ligger bag både raketopsendelser og månemissioner.
Kom med på en rejse rundt om vores kosmiske nabo, hvor vi vil opleve de mest karakteristiske landingssteder både på Månen og Jorden, som du aldrig har set dem før. Sammen med foredraget vises full dome visualiseringer, baseret på videnskabelige data og satellitbilleder, programmeret til anledningen af Planetariums astrofysiker, Cecilie Nørholm.
Før foredraget vises filmen Apollo 11: First steps edition, som følger den utrolige rejse op til menneskets første skridt på Månen, gennem billede- og lydoptagelser, der ikke tidligere har været vist.
OBS: Arrangementet er på engelsk.