Planetariums månesten

Månestenen blev i 1972 fragtet til Jorden i forbindelse med Apollo 17-missionen, og er efter sigende den største månesten udenfor USA´s grænser.

Den 19. december 1972 var holdet bag Apollo 17-missionen tilbage på Jorden, og der har ikke været mennesker på Månen siden.

Apollo-månestenene blev indsamlet under anvendelse af forskellige redskaber, herunder hamre, river, skeer, tænger og borerør.

De fleste sten blev fotograferet før indsamlingen for at registrere de sammenhænge, hvori de blev fundet. De blev anbragt i prøveindsamlingsposer, som blev placeret i en Specialmiljøprøvecontainer for at beskytte dem mod forurening under hjemførelse til jorden.

I almindelighed er de indsamlede månesten ekstremt gamle sammenlignet med sten fundet på Jorden, når man måler med radiometrisk tidsbestemmelsesteknikker.

De yngste månesten er ældre end de ældste fundne sten på Jorden. De rækker i alder fra 3,2 milliarder år for basaltprøverne fra Månens bassiner til op imod 4,6 milliarder år for prøverne fra højdedragene, og der er derfor tale om prøver stammende fra meget tidligt i Solsystemets dannelse.

Månens landskab er goldt, og dækket af kratere, som skyldes meteornedslag.

De fleste kratere stammer fra tidligt i Månens historie, fra perioden som man kalder Det Store Bombardement (Late Heavy Bombardment, for ca. 4,1-3,8 milliarder år siden). Fordi Månen ikke har nogen atmosfære, møder meteorerne ingen modstand, før de kolliderer med Månens overflade, og der er ingen vind og vejr til at udviske kraterne. Store meteornedslag sker langt fra lige så ofte i dag. Et af disse kratere, Tycho, er opkaldt efter den danske astronom Tycho Brahe. Selv om Månens tyngdekraft kun er 1/6 af Jordens, ændres både Månens og Jordens form en anelse på grund af hinandens tyngdekraft. Tidevandet her på Jorden er et resultat af tiltrækningen fra Månen.