Mine to uger på La Silla Observatoriet er nu gået, og jeg skal tilbage til Danmark!

Det har været en super fed oplevelse at arbejde med Det Danske 1.54m Teleskop, og det har været utroligt lærerigt selv at prøve at stå for målingerne.

Jeg har fået en helt ny forståelse for, hvor svært det faktisk kan være at tage observationer, og hvor mange elementer der skal gå op i en højere enhed, for at det lykkes at få gode målinger!

Jeg havde aldrig indset, hvor meget magt vejret har over observationer, hvor store krav et teleskop stiller til sine omgivelser, og hvor svært det kan være at fokusere på en individuel stjerne ud af de mange der er på himlen.

Observatører er for seje, og jeg er super taknemmelig for alle de timers arbejde der bliver lagt bag observationerne af de tusindvis af exoplaneter, som vi kender i dag.

Jeg er også blevet overrasket over livet som observatør! Man er utroligt afskåret fra omverden, når man bor på sådan et observatorie ude i ingenting, men tomheden har virkelig sin egen charme, og man kan få mange spøjse oplevelser både med mennesker og dyr, når man deler en bjergtop midt i en ørken.

Jeg tror at dette er en oplevelse, jeg vil tage med mig igennem resten af min karriere i astrofysik, og når jeg i fremtiden kommer til at brokke mig over tvivlsomme målinger, vil jeg vide, at der har siddet en stakkels observatør ved et teleskop og kæmpet med at få en stjerne i fokus, fordi det har blæst lidt for meget i den forkerte retning.

Det var det for denne gang!

Jeg håber, at I har lært en smule mere om exoplaneter, og om hvordan man observerer nattehimlen. Og når I nu næste gang går ud om natten og ser en fantastisk stjernehimmel, så send lige en kærlig tanke til alle de astronomer, der arbejder natten igennem for at give os mere viden om universet omkring os!

Chile har nogle af verdens kraftigste teleskoper fordelt ud på en række forskellige observatorier.

Eksempelvis ”Very Large Telescope” (VLT), der hører til observatoriet Cerro Paranal nord for La Silla, og ”Atacama Large Millimeter/submillimeter Array” (ALMA), der består af et netværk af 66 individuelle radioteleskoper fordelt over et område på mere end 6000 kvadratmeter.

Især Atacamaørkenen i det nordlige Chile huser mange observatorier, fordi dens klare himmel og tørre luft gør den til en særligt egnet lokation!

Generelt er det faktisk ikke så nemt at observere nattehimlen fra Jorden.

Det skyldes at der ligger et ca. 100 km tykt lag luft mellem jordoverfladen og rummet, nemlig det vi kalder for vores atmosfære. Og selvom man måske ville tænke at luft jo er gennemsigtigt, så er det faktisk ikke helt tilfældet, for luften slører teleskopernes billeder, og især kan det være problematisk, hvis der er meget fugt i luften.

Desuden har luften (især i Danmark, desværre), tit en tendens til at indeholde skyer, og som enhver amatørastronom ved, at skyer er astronomens værste fjende! Derfor kan det være lidt af en udfordring at finde det rigtige sted at placere sit observatorie.

Men her er bjergene i Atacamaørkenen altså et ganske udmærket bud!

Med den lave luftfugtighed, skyfri himmel, og bjergene til at løfte teleskoperne et par kilometer op i atmosfæren, er det et af de absolut bedste steder på Jorden at have sit observatorie. Og det er netop her La Silla Observatoriet er placeret, og det er netop på dette observatorie jeg lige nu arbejder med Det Danske Teleskop!

Altså, hvor heldig har man lov til at være?

I nat skal jeg prøve noget nyt!

Klokken 07:15 dansk tid (og klokken 02:15 i Chile) sker der nemlig et såkaldt transitevent, som jeg skal være med til at observere!

Et transitevent er når en exoplanet passerer ind foran sin stjerne, når man kigger på den fra Jorden. Når det sker, vil planeten skygge en lille bitte smule for stjernens lys, og ud fra den skygge kan man sige en masse ting om planeten, såsom hvor stor den er og hvor langt væk fra sin stjerne den er.

Generelt ligger exoplaneter MEGET langt væk fra os, og da de er meget, meget, MEGET mindre end deres stjerne, kan de være rigtig svære at se! Derfor når man observerer exoplaneter, er det faktisk i virkeligheden deres stjerne man kigger på. Og det er altså det samme der sker med transitevents, hvor man finder ud af ting om planeten ved at kigge på skyggen foran stjernens lys.

Det transitevent jeg skal kigge på, finder sted om stjernen WASP-145, og planeten der kredser om den bliver kaldt for WASP-145b (så er det da lige til at finde ud af). WASP-145b er en ”Hot Jupiter”-planet ligesom planeten WASP-156b som jeg har haft beskrevet længere nede i bloggen. WASP-145b er lidt mindre end Jupiter, Solsystemets største planet, men hvor det tager Jupiter 12 år at komme rundt om Solen, tager det WASP-5b mindre en 2 dage at komme rundt om sin stjerne! Så den ligger virkelig tæt på stjernen og bevæger sig VIRKELIG hurtigt! Man kan se mere om WASP-145b på NASA’s hjemmeside her: https://exoplanets.nasa.gov/exoplanet-catalog/7283/wasp-145-a-b/

Inden transiteventet begynder, skal jeg stå for at finde stjernen med teleskopet, og sørge for at kameraerne er i det rigtige fokus, så vi kan få så gode observationer så muligt!

Hvis jeg gør det rigtigt, kan teleskopet selv klare resten af observationerne når først selve transiteventet så er begyndt, og det er meget heldigt for eventet tager fire timer! Til den tid behøver jeg ikke være i kontrolrummet længere, for observationerne vil blive overvåget over computeren af en af mine kollegaer ved navn Sedighe Sajadian, der sidder i Iran.

Teleskopet og kuplen kan rotere i alle retninger – dermed kan den observere forskellige steder på himlen. Hastigheden er sat et del op på videoen, så i virkeligheden tager det et minuts tid at skifte fra stjerne til stjerne.

Se med, når Nanna Bach-Møller i La Silla Observatoriet i Chile manøvrerer sig igennem de utallige skærme der findes i kontrolrummet.

Det Danske Teleskop eksisteret har siden 1979, altså i hele 40 år, og i den tid har det været med til at gøre flere store opdagelser indenfor astronomien.

Den ene nævnte jeg kort i et tidligere opslag, det var nemlig i år 2006 da Det Danske Teleskop opdagede planeten OGLE-2005-BLG-390Lb (ja, de astronomer ved virkelig, hvordan de skal finde navne, der er nemme at huske). Denne planet er kun fem gange tungere end Jorden og er det, vi kalder en ”Super-Jord”, hvilket betyder, at den minder rigtig meget om Jorden men bare lige er lidt større.

Udover at gøre store og vigtige opdagelser bliver Det Danske Teleskop også til tider brugt til at tage flotte billeder af rummet. Et par af disse billeder kan man se i dette opslag, hvor vi viser den flotte galakse, Sombrero Galaksen, og stjernetågen Tarantula. En stjernetåge er en kæmpe stor sky af støv og gas, hvori stjerner bliver født, så en gang er vores eget solsystem blevet født i et område der nok har lignet Tarantula Stjernetågen, og så kan man måske prøve at forestille sig, hvordan nattehimlen så har set ud den gang. Man kan finde flere flotte billeder taget af Det Danske Teleskop her 

På nætter hvor vejret ikke tillader at vi observerer har man pludselig en spontan ”fridag”.

Det er dog vigtigt at man ikke går for tidligt i seng, da man så nemt risikere at ødelægge sin døgnrytme, så derfor har La Silla observatoriet forskellige tilbud til underholdning såsom en mini-biograf, en idrætshal, et bibliotek og poolrum.

Kom med op i kuplen og se nærmere på teleskopet.

Det teleskop jeg arbejder på her på La Silla, har det meget deskriptive navn ”Det Danske 1.54m Teleskop”.

Det hedder det fordi, det er et dansk teleskop og spejlet der bruges til at opsamle lys fra rummet er 1.54 meter bredt. Selvom det er et dansk national-teleskop, er det dog langt fra kun danskere der bruger teleskopet, for Det Danske Teleskop hører nemlig sammen med resten af teleskoperne på La Silla Observatoriet under organisationen ESO (European Southern Observatory).

Teleskopet bliver derfor opereret af mennesker fra hele Europa, og faktisk også resten af verden, der arbejder sammen på at indsamle data om f.eks. kuglehobe (der er store samlinger af stjerner), kometer og asteroider, og selvfølgelig exoplaneter, som dem jeg selv arbejder med.

”Det Danske 1.54m Teleskop” blev opført allerede i 1979, men har siden da fået udskiftet både teleskopet og kameraerne, så instrumenterne ikke bliver forældede. Teleskopet var desuden brugt til flere store opdagelser, blandt andet i 2006 da den var med til at opdage en exoplanet kun fem gange større end Jorden, hvilket var en af de mindste exoplaneter, der var kendt på det tidspunkt.

Man kan læse mere om Det Danske Teleskop og følge med live i hvordan himlen ser ud over teleskopet på ESO’s hjemmeside

Klokken er halv fem om natten og teleskopet arbejder lige nu på at finde og observere en stjerne, som man mener har en ”Hot-Jupiter”-planet kredsende om sig, altså en stor gasplanet der ligger meget tæt på stjernen.

Jeg har nu været i gang med mit arbejde i snart 11 timer, og der er endnu et par timer tilbage før solen står op og dens lys gør det umuligt at se de andre stjerner på himlen længere.

Det er min første nat med observationer, og den tyske forsker Martin Burgdorf sidder med mig i kontrolrummet og spiller skak på sin computer, mens han ligesom jeg venter på, at teleskopet finder vores stjerne.

Lige netop denne stjerne, HATS-43, har været lidt af en udfordring og en stor kilde til frustration, fordi teleskopet har haft svært ved at få den i fokus. Det er måske heller ikke så mærkeligt, at den er lidt svær at få øje på, når man tænker på at stjernen ligger 10 millioner milliarder km væk, hvilket er 70 millioner gange længere væk end Solen, og altså pænt langt væk. Men så for få minutter siden blev der heppet og jublet højlydt fra os begge, da vi endelig fik den centreret på billedet, efter at have brugt alt for længe på at rode med indstillingerne, og så kunne teleskopet rigtig begynde sine målinger!

Udover vores problemer med HATS-43 er resten af natten er gået relativt roligt. Martin har sat mig ind i, hvordan man tager observationer, og hvordan vi bruger vores fem forskellige skærme samtidig til at holde styr på det hav af systemer, der skal til for at styre et teleskop. Det er altså ikke så lidt, der skal til for at få en forstørret kikkert til at finde en meget specifik lysende prik på himlen ud af de tusindvis af lysende prikker, der er deroppe. Derudover skal teleskopet også meget gerne tale med både os og computeren, så vi kan gemme alle informationerne om stjernen, og de planeter der muligvis kan findes om den.

Nu er teleskopet endelig ved at have fået taget sine målinger færdig, og vi kan snart fortsætte vores arbejde. På trods af trætheden kan jeg ikke lade være med at være en lille smule spændt. For måske kunne det jo være, at lige præcis disse observationer af HATS-43 og dens planet i fremtiden kan være med til at forklare, hvordan ”Hot-Jupiter”-planeter vandrer i deres systemer, og hvorfor disse planeter er så anderledes fra dem vi kender i vores eget solsystem.

Og så ville jeg jo have været med til at løse bare et af universets mysterier!

Når ikke jeg er på Planetarium for at dele min glæde og begejstring for rummet med vores kære gæster, bruger jeg det meste af min tid på Københavns Universitet, hvor jeg er i gang med en kandidatuddannelse i astrofysik.

For mig er universet det absolut mest spændende og fascinerende emne der findes, og jeg føler mig utrolig heldig over, at jeg kan få lov til at bruge mit liv til at løse nogle af alle de mysterier, der møder os, når vi skuer ud i rummet.

Jeg er særligt glad for emnerne astrobiologi (der arbejder med jagten på liv i rummet) og exoplaneter (planeter der kredser om stjerner udenfor vores solsystem). Derfor har jeg fokuseret på disse to emner, både på min kandidatuddannelse, og på de to bacheloruddannelser jeg har taget i henholdsvis fysik og biologi.

Nu står jeg så til at skulle skrive mit specialeprojekt, og her har jeg været så heldig at få lov til at arbejde med en forsker ved navn Uffe Gråe Jørgensen, hvor vi sammen skal prøve at finde ud af, hvordan vi vil kunne få øje på liv på fjerne exoplaneter.

I denne forbindelse har jeg fået mulighed for at komme til La Silla Observatoriet der ligger på et bjerg i Atacama-ørkenen i Chile, hvor jeg skal bruge vores danske teleskop til at lede efter exoplaneter.

Turen kommer til at tage to uger, og undervejs vil jeg gerne tage jer med på min rejse, ved at skrive en række opslag og fortælle jer om hvordan man som astrofysiker observerer himlen, og hvilke glæder og udfordringer man oplever ved at bo på et bjerg i en ørken og står op med stjernerne hver nat.

Jeg glæder mig til at komme afsted, og håber at I vil nyde turen med mig!

Jorden, som vi bor på, er én ud af otte planeter, der alle kredser i baner omkring vores stjerne, Solen.

Hele dette system med Solen, planeterne, og diverse småsten i form af f.eks. måner, asteroider og kometer udgør det, vi kalder for Solsystemet.

Solsystemet ligger som en lille ensom ø ude i rummet, og langt udenfor Solsystemet, findes der andre stjerner, blandt andet dem vi kan se på nattehimlen.

Man har længe haft en mistanke om, at disse fjerne stjerner måske også kunne have deres egne systemer ligesom Solens, og efterhånden som vores teleskoper er blevet bedre, er man i løbet af de sidste 30 år begyndt at opdage planeter i disse fjerne systemer.

Disse planeter bliver kaldt Extrasolare Planeter (eller exoplaneter), hvilket betyder at de er planeter udenfor Solsystemet.

Exoplaneterne, som vi opdager, er dog ofte meget forskellige fra planeterne i vores eget Solsystem. Her hos os er der meget pænt og ordentligt, med de små klippeplaneter, som Jorden, liggende tæt på Solen og de større gasplaneter, som Jupiter og Saturn, liggende længere ude i systemet.

Men blandt de exoplaneter vi finder, er der f.eks. mange planeter som WASP-156 b, der er en såkaldt ”Hot Jupiter”-planet. WASP-156 b er en kæmpe gasplanet (lidt ligesom vores egen Jupiter), men den ligger så tæt på dens stjerne at den kommer rundt i sin bane på mindre end 4 dage, hvilket betyder at denne planet kan fejre nytår hver fjerde dag! ”Hot Jupiter”-planeter menes at have vandret indad i deres systemer, hvilket betyder at de har bevæget sig tættere og tættere på deres stjerne. Undervejs mener man, at de kan have forsaget en masse kaos i deres systemer ved at slynge mindre planeter som Jorden og Mars rundt, og måske endda kaste dem ind i stjernen eller hele vejen ud af systemet! Alt det kaos gør det svært at forestille sig at en beboelig planet som Jorden vil kunne findes i et system med en urostifter som WASP-156 b.

Heldigvis er der mange andre af de exoplaneter, vi har fundet, der minder noget mere om Jorden, og som måske vil kunne være beboelige! Disse planeter er mindre klippeplaneter, ligesom Jorden, og de ligger i en tilpas afstand fra deres stjerne så der hverken er for koldt eller for varmt. Denne afstand kalder vi den beboelige zone, og her vil vand kunne være flydende, hvilket man mener er afgørende for at der kan være liv på planeten!

Et rigtigt spændende eksempel på planeter, der måske er beboelige, er planeterne i TRAPPIST 1 systemet. TRAPPIST 1 har hele syv planeter, hvilket er meget sjældent blandt de systemer, vi har fundet indtil videre, hvoraf de fleste kun har et par planeter. Af de syv TRAPPIST 1 planeter ligger tre af dem i den beboelige zone, og disse tre er alle ca. på Jordens størrelse. Man ved endnu ikke om der hverken er flydende vand eller liv på planeterne i TRAPPIST 1 systemet, men det er et system der bliver undersøgt meget af forskere over hele verden!

De exoplaneter jeg her har nævnt, er kun et par stykker af det hav af spændende planeter, der findes derude, og med tiden kan vi måske finde ud af hvilke fantastiske verdener der eksisterer ude blandt stjernerne!

Illustrationen ovenfor viser, hvordan TRAPPIST-1-systemet kan se ud fra et udsigtspunkt nær planeten TRAPPIST-1f (til højre).